Om LØFF

Vision

Lejre Økologiske Fødevarefællesskab (LØFF) er etableret ud fra visionen om at skabe fællesskab, vished og nærhed omkring økologisk frugt og grønt dyrket i Lejre Kommune og opland.

LØFF skal reducere afstanden fra jord til bord og giver borgere i, ved og omkring Lejre Kommune mulighed for at mætte sig i skønne, lokalt producerede, økologiske grøntsager og på sigt også andre fødevarer.

LØFF er medlemsdrevet og uden mål om profit. LØFF's flade struktur er medvirkende til, at vi kan nå ud i alle kroge af kommunen og blive formet af medlemmerne.

LØFF ønsker at medvirke til øget kendskab til de økologiske dyrkningsmetoder ved at fortælle historierne bag råvarerne, og dermed fremme et større forbrug af økologiske fødevarer.

LØFF støtter op omkring Lejre Kommunes grønne strategi og vision om at være landets første økologiske kommune.

Det frivillige arbejde

LØFF drives af medlemmerne selv. Der er store og små opgaver, som skal løftes. Nogle medlemmer er meget engagerede og lægger en stor indsats, andre bidrager med små og overskuelige opgaver en enkelt eller to gange årligt. Arbejdsindsatsen lægges typisk i tilknytning til én af arbejdsgrupperne og kan f.eks. være en posepakke-tjans om torsdagen, dele flyers ud, skrive nyhedsbrev, regnskabsopgaver, kontakt til leverandører mv.. Man kan også bidrage med små lavpraktiske opgaver som f.eks. at sætte en opslagstavle op i pakkeriet eller hjælpe til ved arrrangementer.

Ingen skal lade sig afskrække af det frivillige arbejde - det er både sjovt, meningsfuldt og overkommeligt - og ingen holder regnskab med, hvor meget der lægges af den enkelte. Så skriv en mail til en af de ansvarlige for arbejdsgrupperne og byd ind med det, du kunne tænke dig at bidrage med. Du finder deres kontaktoplysninger under 'Kontakt' her på siden.